01.04.2014

Cito giver niveauet et firedobbelt lift

Det jyske udlejningsfirma øger flåden med fire nye danske Ommelifte

Omme Lift ved Cito.jpg

Omme Lift ved Cito

Det midtjyske udlejningsfirma Cito Stillads & Materiel har i bogstavelig forstand givet udlejningsflåden et solidt lift. Tilmed firedobbelt. Direktør Peter Kjær har været omkring Sønder Omme i det vestjyske for at købe dansk. Omme Lift A/S har leveret fire nye trailerlifte med rækkevidder fra 12 til 23 meter til Citos i forvejen omfattende maskinpark.
Dermed fortsætter Cito den erklærede strategi, som virksomheden lagde efter investerings-timeout under finanskrisen. Udlejningsfirmaet tog første store skridt til en kontinuerlig udskiftning af maskinparken, da der blev købt solidt ind af blandt andet nye gravemaskiner, læssemaskiner og flishuggere.
- Vore lifte har været solidt udlejet og trænger til udskiftning. Vi ønsker til enhver tid at kunne tilbyde vore kunder gode og velfungerende lifte, som er up-to-date på alle måder. Og det er en kendt sag, at Omme Lift byder på nogle af markedets bedste produkter. At liftene så samtidig er dansk producerede, betragter vi kun som en yderligere bonus, siger Cito-direktør Peter Kjær.
Tre af de fire nye Ommelifte er med knækarm. Det giver mulighed for, at liften kan holde klos op ad en bygning, men samtidig række godt ind over.

Stor rækkevidde
- Det er vore to nye Ommelift 1550 EXB samt den store Ommelift 2300 EXB. Sax-leddet giver rigtig stor rækkevidde ind over hustage eller forhindringer. Det gør liftene helt ideelle til blandt andet montageopgaver, vinduesudskiftninger og arbejde ved skotrender. Mandskabskurven har plads til to mand og op til 200 kilo, fortæller Peter Kjær.
- Ommelift 2300 EXB med arbejdshøjde op til 23 meter er ny på markedet. Dermed er Cito blandt de allerførste med den på maskinlisten. I det midtjyske område er Cito ene om at kunne tilbyde 2300 EXB, siger salgschef Flemming Jakobsen fra Omme Lift A/S.

Mini med jib
- Den mindste af de fire nye lifte til Cito er vores Mini 12 EBJ. En el-drevet, kompakt letvægts trailerlift med en egenvægt på blot 1260 kg. Så den kan problemfrit hægtes efter selv de fleste personbiler. Hjulakslen kan skubbes ind, og dermed får man en lift med en bredde under en meter, som selvsagt kan komme ind stort set alle steder, forklarer Flemming Jakobsen.
- Mini 12 EBJ har en arbejdshøjde på 12 meter og kan tage 125 kg med op i kurven. Liften har i øvrigt jib-arm, så det er nemt at nå ind over tagkanter og tilmed løfte kurven om bag forhindringer. Derfor forudser jeg, at Cito kommer til at opleve fin efterspørgsel på liften til småreparationer som for eksempel udskiftning af sternbrædder og til malerarbejde, siger Flemming Jakobsen.

Selvkørende lifte
Såvel den store 2300 EXB på 23 meter som de to 15,5 meter lifte 1550 EXB og såmænd også den mindre Mini 12 EBJ har selvtræk. Som selvkørende er de nemme at manøvrere rundt i arbejdsområdet. X’et i modelbetegnelserne fortæller om sax-leddet. Bommen på 1550 EXB løftes op i fem meters højde, og herfra giver sax-leddet så en rækkevidde ind over forhindringer på 8,5 meter.
- Tilsvarende kommer bommen på den store 2300 EXB op over seks meter, og udlægget er på hele 12,7 meter, fortæller Flemming Jakobsen.
- Den store lift har trinløs hastighed til liftdriften. Det vil blandt andet være en fordel ved arbejde ved glasfacader og andre steder, hvor det er vigtigt at kunne fin-tune hastigheden og dermed opnå meget stor præcision, siger salgschefen.
Alle fire nye Ommelifte i Cito-stalden er el-drevne. Et opladet batteri klarer fint en arbejdsdag, men i øvrigt er liftene forsynet med såkaldt intelligente ladere, som giver mulighed for at lade kontinuerligt. Det er med andre ord ok at ”sjatlade”, uden at batterierne tager skade af det.

De fire nyanskaffelser er langt fra de første, Cito har hentet i Sønder Omme. Udlejningsvirksomheden havde i forvejen fem Ommelifte i udlejningskataloget.
- Ommelifte er ikke billige, men vi vil godt betale for et danskproduceret kvalitetsprodukt. Vi véd, at det er solidt grej, og til udlejning er liftene fra Sønder Omme ideelle med enkelt betjening, vurderer Cito-direktør Peter Kjær.
- Vi tilstræber logik i betjeningen. Derfor kører vi med én linje på betjeningspanelerne. Hvis man kan stille én Ommelift op, så kan man stille alle Ommelifte op, siger salgschef Flemming Jakobsen.
Virksomheden Omme Lift A/S er et gammelt familiefirma. Fra starten i 1906 gjaldt det produktion af landbrugsmaskiner. Den første lift blev produceret på bestilling fra den lokale elektriker i 1980. I dag er fabrikken udelukkende specialiseret på produktion af trailerlifte og larvefodslifte. Al egenproduktion foregår fortsat i Sønder Omme, og omkring 90 procent eksporteres.

Nu købes der nyt
Selv om Cito A/S ikke har helt så mange år på dåbsattesten som lift-fabrikken, er virksomheden blandt Danmarks ældste udlejningsfirmaer. Cito har seks afdelinger nærmest på tværs af Jylland. Nemlig i Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Randers, Herning og Holstebro.
Da krisen kradsede mest voldsomt, valgte Cito i stil med de fleste andre ansvarlige virksomheder at holde igen på investeringerne i nyt grej. I fjor kom Peter Kjær til som ny, administrerende direktør. Han lagde straks en strategi om kontinuerlig udskiftning af det veltjente grej. Og dermed sikre Citos kunder en ny og optimal maskinpark.